Som medlem af styrelsen for Selskabet Bellman i Danmark vil jeg gerne udtrykke selskabets deltagelse med de efterladte og selskabets overordentlig store taknemmelighed over Carl Collins indsatser for selskabet.

Dels var Carl med i den lille kreds, der grundlagde selskabet i 1993.Dels var han medlem af selskabets styrelse fra begyndelsen og indtil for få år siden. Dels og først og fremmest var Carl initiativtager til og projektleder og redaktør i det 4-årige kæmpeprojekt, som førte til, at der i 1999 kunne udsendes en CD-boks med titlen “Bellman i Danmark”. Der var mange medvirkende og bidragende, ikke mindst medredaktøren Hasse Nilsson og sangerne, men Carl var jo den næsten allesteds-værende hoveddrivkraft og krudtugle (i bedste forstand), både overstyrmand og i høj grad selv arbejdende og deltagende i de mange delprocesser, i kontakter med kunstnere og pladeselskaber og trykkeri og ophavsretshavere, samt med potentielle støtteydere og sponsorer blandt fonde, foreninger og virksomheder.

Boksen indeholder 2 CD’er med tilsammen 45 viser og sange.Nogle af numrene er sunget på svensk af svenske Bellman-sangere under optræden i Danmark. Nogle er sunget på svensk af danske sangere. Nogle er danske vaudeville-sange på Bellman-melodier. Den allerstørste portion er dog Bellman-viser sunget af danskere på dansk. I de førstnævnte grupper er der en række historiske optagelser. I den store portion er langt de fleste numre nyoptagelser. - Ca. 2/3 af samtlige numre er nyoptagelser. I boksen finder man bl.a. også en flot 160 siders lille bog med sangtekster og tekstkommentarer og mange illustrationer til sangene - samt kapitler om Bellmans liv og verden. Det her lyder måske mest som en reklamesnak for den CD-boks. Men det er sagt for at give yderligere indtryk af nogle af de mange forskellige facetter af projektet, som projektlederen holdt styr på. Og det foregik jo sideløbende med, at han passede sit egentlige arbejde og andre faglige hverv. Desuden kan det oplyses, at den velanmeldte boks er så godt som udsolgt.

Som bare mig selv vil jeg sige, at jeg oplevede Carl som en ven. Mest udfoldede vores forbindelse sig i telefonsamtaler - lange, gemytlige, for mig lærerige og underholdende telefonsamtaler, ofte med udgangspunkt i kontant forsyning af hinanden med oplysninger, som den ene eller den anden havde brug for, men derefter slyngende sig om mangt og meget, - for mig lærerigt og underholdende, som sagt.

Og sidste år fik vi så hinanden besnakket til at deltage i det tyske Bellman-selskabs festdage i Wismar - den i grunden velbevarede og efterhånden meget velistandsatte nordtyske Østersøby med særpræget fortid som mægtig hansestad i middelalderen og som svensk besiddelse i små 300 år fra 1600-tallet og frem til 1903. Vi fulgtes på rejsen derned og hjem og havde gode og herlige oplevelser undervejs og dernede. En lille stjernestund var det, da Carl og jeg den første eftermiddag, på byens vidtstrakte gamle torv, siddende ved et bord udendørs, tæt ved et trappegavlfacadehus fra 1380, fik en bid brød med en lokal specialitet og med snaps og øl, - der tog til at lyse og tindre i de løftede glas - i det stærke sensommersolskin - sidst i september.

Selv om jeg er bedrøvet nu, så ved jeg, at jeg i fremtiden ofte vil blive glad, når jeg tænker på Carl. Både på vores Bellman-selskabs vegne og på egne vegne vil jeg slutte med nogle Bellman-linier, sådan som de lyder oversat til dansk af Leif Bohn:

Hvem ej vor broder mindes vil?
Skønt ej hans skygge mer er til,
Og ej hans valdhorn stemme har,
Er skovens genlyd stadig klar.

28.Nov. 2004
Jens Anthon Lund